Det begyndte i 2015 med en enkel idé: Vejrumbros sports- og sommerfest skulle have et bette nøk opad.
En flok lokale ildsjæle byggede en scene på byens stadion, samlede et musikprogram og inviterede til den første Vejrumbro Open Air.
Ingen vidste dengang, hvor stor en tradition det skulle blive.
År for år voksede festen. Der kom flere kunstnere, flere aktiviteter og flere gæster udefra.
I 2017 blev fredagen gjort til børnenes og familiernes dag, og allerede året efter besøgte omkring 900 børn og voksne den gratis familiefest. Om lørdagen blev der solgt mere end 1.800 armbånd til et program med blandt andre Die Herren, Johnny Deluxe og Big Fat Snake.
Men selv da publikum begyndte at komme i busser fra andre dele af Jylland, holdt festivalen fast i det vigtigste: Vejrumbro Open Air skulle ikke føles som en stor, upersonlig festival. Det skulle stadig være en havefest – bare med en rigtig scene, stærke kunstnere og flere tusinde venner.
I 2019 fejrede vi femårs jubilæum med Danser med Drenge som festivalens hidtil største navn. Derefter fulgte to stille somre, da corona tvang os til at aflyse i både 2020 og 2021. Men i 2022 vendte musikken tilbage til Vejrumbro med blandt andre Dodo & The Dodos.
Året efter blev festivalen ramt af voldsomt regnvejr. Færre gæster end forventet skabte usikkerhed om fremtiden, og en overgang var det ikke sikkert, at der nogensinde ville blive holdt Open Air i Vejrumbro igen.
Men byen ville det anderledes.
Ved borgermøder i forsamlingshuset meldte nye kræfter sig, en ny styregruppe blev dannet, og festivalen blev gentænkt. I 2024 vendte Vejrumbro Open Air tilbage som en musikfest over to dage – med et helt tydeligt løfte til publikum: 100 procent syng-med-garanti. Siden er der igen blevet skruet op for ambitionerne.
Campen vokser, gæsterne kommer fra hele Jylland, og i 2025 kunne vi for første gang præsentere udenlandske bands på scenen.
Men grundidéen er den samme som i 2015: Kendte sange. Kolde drikkevarer. Dans under åben himmel. Og den særlige stemning, der opstår, når en hel landsby inviterer indenfor.
Vejrumbro Open Air er stadig havefesten, du ikke vil hjem fra.